The calactelistic of the thai-englit languat

Our thai teachert are actuary pretty good teachert. I jut love the thai accent, so mut that I sometime forget to listen to the content of the speak. The thai-englit is like a pallarel languat. It is the dilect translation and the thai pronounsiation that amude me. But they are good teachert with a big vocaburaly and knowled.

Thai "roll" on the R wit make a L sound. So thai alway chand R and L. Pallarel (parallel), Brue Lay (BlueRay), Dilectly (Directly), Loufly (roughly), Liver lafting (River Rafting), Brakbally (Blackberry). In the beginning it sound landom but then you begin to discover the simirallitie, the callactelistic of the thai englit languat. It took some time to understand but I got there and now I jut love it.

In thai no word end on S or a S-sound. Thai cannot pronoud it. Instead they put a D sound in the end or completely "sworrow" (swallow) the sound. Acturry adjan Thammasak it vely good to pronouce the S in word that end with S-sound, however, he forget to put s'es on word in prurarid. Sometime teacher leally try to pronound the S's even if you dont have to. It id leally funny when teacher lefer to or want to chang a powerpoint slise - I alway think of pizza.
The mek (mix) of the two make it all worth go to class. This word it jut to funny to let slide: tut skleen (touch screens)- I jut laugh out loud. Im solly, it is jut to sweet.

HOT/NOT

Klokken er mange, men jeg har igen igen oplevet en masse sejt + mindre sejt, så her kommer lige en opsummering fra de forgangne dage:

Hot

1. Når ny thai ven inviterer én med til thai-bryllup

2. Når man opdager Pratanam (staves??) og en verden af god shopping åbner sig

3. Når frugtmand ved skolen gemmer sidste stykke Yam Bean specielt til én

4. Når ny underviser, der ligner afdanket Russel Crowe, viser sig at være übercool

5. Når man deltager i Bangkok Marathon og finder ud af at man stadig kan løbe (kvartmaraton godt nok kun)

Not

1. Når man har så dårlig stedsans at man farer vild rundt om den plads man egentlig skulle skyde genvej henover - og først opdager det tre kvarter efter ved at man igen står ved udgangspunktet

2. Når thai fra ens klasse lokker én til at smage lokal dip-ting, hvorefter han siger "you're gonna smell REALLY bad now"

3. Når lokal dip-ting forankrer sig i ens mund og selv efter 3xtandbørstning af længere varighed stadig synes at hænge ved

4. Når man brænder sig på glattejern + river sig på elevatordør (spørg mig ikke hvordan) samme sted på håndled og ligner lettere suicidalt tilfælde

5. Når ens computer er så varm under bunden at det føles som lettere forbrænding af lår (skal muligvis overveje ny arbejdsposition)

Sov godt. /ida

Er det unfair eller ej?

En af mine thai venner har opfordret mig til at skrive et indlæg om dette emne, så here goes - nemlig hvorvidt det er diskriminerende eller helt i orden at man som Farang (udlænding) i dette land ofte skal betale en anden pris end thai'erne.

Dette gælder bl.a. for:

1. Indgang på diverse klubber, der for de lokale er gratis, mens der opkræves et mindre beløb fra turisterne

2. Billetpris til Muay Thai fights (ca. 400 baht for lokale/1500 baht for farangs)

3. Registrering til BK marathon (500 baht for lokale/1800 baht for turister...dette var dog ikke tilfældet ved personlig registrering)

Umiddelbart virker det rigtig flabet - a la hvis København begynder at lukrere på kinesernes begejstring over den lille havfrue og opkræver gebyr for at de må kigge på den, alt imens de enkelte danskere der forvilder sig i nærheden deraf får gratis kig (eller måske endda betales for at lægge vejen forbi). På den anden side, så giver de billige indgangsbeløb nogle af de mindre velstillede thaiere mulighed for at få en række oplevelser, som ellers ville være urealistiske at få.

Polemikken, som jeg ser det, ligger i måden hvorpå man som farang opfattes som rige svin. Det er tilfældet for mange turister der kommer på ferie i Thailand - det er én stor legeplads med billige priser og alverdens muligheder. Selv som studerende oplever vi også at være velstillede og i stand til at gøre en masse, som su'en i DK ikke tillader. Forskellen opstår dog når man bor i landet. Først og fremmest fordi at legepladsen på et eller andet tidspunkt ruinerer én - men endnu mere fordi at man ikke ønsker at blive opfattet som 'turisten - det rige svin'. Således opsøger vi ikke de værste turistfælder - vi tager bussen, vi spiser fra de små gadekøkkener og vi gør en indsats for at lære at kommunikere på thai.

Når denne indsats så alligevel ikke rigtig fjerner skiltet, hvorpå der står FARANG med store bogstaver - og man fortsat betragtes som turist - så bliver det frustrerende. I bund og grund handler det jo ikke om fair-hed, men om trangen til ikke at blive betragtet som en af de mange tossede turister på Kao San (red: backpackernes tilholdssted i BK). Og jeg tænker lidt at uanset hvor mange thailandske fraser jeg mestrer, hvor store mængder ris jeg indtager og hvor mange thai-venner jeg omgås, så ændrer opfattelsen af mig som turist sig ikke rigtigt.

Men omvendt - vil en kineser i nærheden af den lille havfrue så ikke også unægteligt få sit stempel - uanset om kineseren så har boet i Danmark hele sit liv?

Når tålmodigheden ophører...

Jeg har skrevet om den før, men tænker at den fortjener et indlæg helt for sig selv. Noget så dominerende, insisterende og irriterende kan ikke begrænses til sidebemærkninger...

Jeg refererer til fuglen som driver mig til vanvid med sit daglige, skingre skrig. Den pipper eller synger nemlig ikke som almindelige fugle. Den har én lyd - tilgengæld kan den lyd skrues op i en volumen, hvor det føles som om at den har indtaget ens trommehinde. I starten havde den audiens om morgenen, hvilket kunne være til forholdsvis stor irritation, men stadig intet imod nu, hvor den har imiteret 7/11 og udvidet sin åbningstid til samtlige af døgnets 24 timer.

Jeg synes virkelig at jeg har været tålmodig. Jeg har gravet dybt i min rummelighed og forsøgt at forstå at der skal være plads til os alle. Jeg har mødt den med så positiv en tilgang jeg overhovedet formår. Men der er grænser og krigen bird vs. mankind er nu indledt. Jeg mangler blot at lokalisere hvor den helt præcist opholder sig (altså når det ikke er inde i min øregang - hvor det nok alligevel er dumt at indlede angreb). Jeg er stadig ikke sikker på hvordan den ser ud, men forestiller mig noget i denne retning:

Nogen der har set den??? Dusør udloves...

Skriveblokering

Før eller siden måtte det jo komme: Skriveblokering.

Det er ikke fordi, jeg ikke oplever noget - og det er heller ikke, jeg ikke vil dele mine oplevelser med jer. Og nej, det er heller ikke fordi, jeg ikke har nogle tanker i hovedet.
Blot fordi jeg midlertidigt er løbet tør for ord, betyder det ikke, jeg ikke kan udtrykke mig. I mangel på bedre, har jeg nemlig konstrueret et lille kreativt indslag.

Mine dame og herre. Skru op for bassen, sæt jer godt tilbage og nyd:


Live from Bangkok, 2009; a small person in a big city. 

Enjoy!

Helt ærligt...

Nu er det anden gang det sker. Først under Amari Watergate løbet og senest idag da jeg løb rundt på Thammasats løbebane...

...at jeg bliver overhalet af løber iført udtrådte flip flops. Én ting er at blive overhalet - det er aldrig rigtig fedt, men et vilkår der ville kræve væsentlig større træningsmæssig indsats at undslippe. Men noget helt andet er når det sker af lille thai-fyr, der lige så godt kunne smide fodtøjet, som en anden Kipketer i sine ikke-sponsorerede dage.

Det er virkelig flabet og talemåder som 'man skal ikke gå ned på udstyret' falmer bare fuldstændigt - og får i stedet én til at ligne en amatør-tosse, der til trods for hjælp fra luftsåler, pronations-korrigering og fancy fartstriber stadig synes at det er smadder hårdt at tonse rundt i varmen. Damn you, vel-assimilerede mennesker med indbygget Max Air i fødderne. I envy you.

Dagens filosofiske input

Til min forundring læste jeg for nogen tid siden omkring Thailands rekordlave arbejdsløshed. Kun 2.5% af landets samlede arbejdsstyrke er ikke i beskæftigelse og den statistik var langt fra min umiddelbare opfattelse. Ved nærmere eftertanke, så undrer statistikken mig dog i mindre grad. Det handler jo i grunden bare om definitioner og sociale forestillinger.

Jeg opfatter at Thailands arbejdsstyrke er defineret i forhold til 'alle med mere eller mindre stabil beskæftigelse' og på den vis er følgende også inkluderet i optegnelsen;

1) Samlingen af mænd med orange veste, der er i besiddelse af mere eller mindre fungerende scootere og muligvis i ny og næ anvender dem til lettere taxa-kørsel.
2) Frø-damerne der vandrer op og ned ad bl.a. Kao San og forsøger at sælge træ-frøer + andet ubrugligt håndværk. Deres salg - og indtægt - må være begrænset til medlidenhedskøb når turister - efter at være blevet nidstirret af omtalte damer tilpas længe - bukker under og køber samlingen af frøer i håbet om at få fred.
3) Security-mændene der holder vagt uden for ejendomme som fx Amarin Mansion. I døgnets 24 timer sidder de stille som statue-lignende gøglere - du tror de sover, men når du mindst venter det, så rører de på sig.

Men hertil kan niveauet for beskæftigelse og fattigdomsgrænse diskuteres. I bund og grund handler det jo om levestandard og opfattelse af hvad beskæftigelse skal indebære. I min verden skal et fremtidigt job ikke blot være spændende, lærerigt, fyldt med udfordringer, oplevelser og gode mennesker - det skal også give mig mulighed for at leve et liv med en standard der muliggør rejser, oplevelser og Belanciago-tasker. For mange thai'ere er denne forståelse en helt anden. Således tænker jeg fx at damen nede på gaden, som sælger Pad-thai fra sit lille gadekøkken, opfatter sit liv og beskæftigelse som helt ok. Hun arbejder i selskab med sin familie, hun har en loyal kundeskare og hun formår at drive en forretning der løber rundt - og som tillader at hun og familien kan klare sig.

Når alt kommer til alt, så er forskellen måske ikke anderledes end den sociale forestilling vi tolker ud fra. Og som påpeget så mange gange før, så besidder thai'erne en gejst jeg ikke oplever hos mange andre. Belanciago-tasker eller ej, så har de en livsglæde der er værd at efterstræbe og hvem ved - måske er ens krav til kommende jobs ikke så hæmmende hvis opfattelsen af tilfredstillende beskæftigelse rafineres en smule? Og så er det måske slet ikke ren hyldesucces at skilte med rekordlav arbejdsløshed - en del af motivationen kan måske netop tilskrives denne statistik? Måske man skulle skifte retning til cand. merc. Pad Thai...

Thai time

Så er det søndag og det betyder skole...9-16 af slagsen. Oven på en festlig nat i selskab med opgaveskrivning, så er det jo bare helt skønt at slæbe sit (muligvis ikke helt vågne) korpus over til Thammasat - for nu, 10 minutter efter at timen skulle være begyndt, stadig kun at være 7 elever og en underviser. Og endnu bedre at svaret til hvor alle andre er henne er 'men det er jo søndag - de kommer først senere'...Ahhhmen hvor fjollet kan man være at spørge ;-) (??)

Gotta love thai time...

Karma...den dumme af slagsen

Ved ikke lige om jeg er ramt af momental dårlig karma (igen), men i bedste selvterapeutiske stil, så er dagens indlæg i hvert fald lige baseret på en række 'op-ad-bakke-oplevelser'.

Starter fra en ende af:
1. Når man skal skrive aflevering om emne man virkelig ikke ved ret meget om og i skrivende stund har brugt 1000 ord på at hoppe forvirret rundt om den varme grød uden rigtig at nå ind til sagens kerne
2. Når man ikke er sikker på hvad sagens kerne er
3. Når man venter med at skrive aflevering til sidste øjeblik og stadig har overspringshandlinger i overskud
4. Når ens høflighed resulterer i at man må sluge 1 styks kokosnød - inklusiv udefinerbart indvendigt hvidt klister!!
5. Når man falder i 'snak' med fremmed mand på båd, som i dagens anledning ikke har travlt og da sagtens lige kan følge en et stykke af vejen hjem (nb! manden snakker ikke engelsk, så samtale er relativt)
6. Når man elegant vælter kaffe ud i hele sengen (hvem har dog også stillet kop der i sengen?)
7. Når ens næse er blevet solskoldet og taget farve i Rudolf-rød nuance
8. Når ens gruppemedlemmer besidder varieté af navne - og der absolut ingen sammenhæng er imellem dem (er det identitets-spaltning eller bare udtryk for virkelig underlig humor?? Sorry, men fra nu af må de finde sig i at hedde thai 1, 2, 3 og 4)
9. Når lokale mad-sted synes at man skal forkæles lidt ekstra med alt godt fra kyllingen i ellers virkelig mums suppe (hvad er der galt med bare at holde sig til det helt ordinære stykke omkring brystet på dyret??)
10. Når man stadig ikke har fået aha-oplevelse omkring opgave efter at have skrevet 10 punkters brok.

Men men men...heldigvis sker der også gode ting som:
1. Når man på uforklarlig vis har svedt ud at der ligger 1 kg matadormix i skuffen (tak til verdens bedste Pops & Bitten)
2. Når man stadig har 8 timer tilbage til at skrive opgave i (og til at få ovenstående aha-oplevelse)
3. Når man kan glæde sig til at åbne julekalender og tænde kaldenderlys d.1.december (igen tak til Pops & Bitten)
4. Når man til trods for dårlig-karma-dag stadig er tosset med Thailand og slet ikke vil hjem herfra