Til min forundring læste jeg for nogen tid siden omkring Thailands rekordlave arbejdsløshed. Kun 2.5% af landets samlede arbejdsstyrke er ikke i beskæftigelse og den statistik var langt fra min umiddelbare opfattelse. Ved nærmere eftertanke, så undrer statistikken mig dog i mindre grad. Det handler jo i grunden bare om definitioner og sociale forestillinger.
Jeg opfatter at Thailands arbejdsstyrke er defineret i forhold til 'alle med mere eller mindre stabil beskæftigelse' og på den vis er følgende også inkluderet i optegnelsen;
1) Samlingen af mænd med orange veste, der er i besiddelse af mere eller mindre fungerende scootere og muligvis i ny og næ anvender dem til lettere taxa-kørsel.
2) Frø-damerne der vandrer op og ned ad bl.a. Kao San og forsøger at sælge træ-frøer + andet ubrugligt håndværk. Deres salg - og indtægt - må være begrænset til medlidenhedskøb når turister - efter at være blevet nidstirret af omtalte damer tilpas længe - bukker under og køber samlingen af frøer i håbet om at få fred.
3) Security-mændene der holder vagt uden for ejendomme som fx Amarin Mansion. I døgnets 24 timer sidder de stille som statue-lignende gøglere - du tror de sover, men når du mindst venter det, så rører de på sig.
Men hertil kan niveauet for beskæftigelse og fattigdomsgrænse diskuteres. I bund og grund handler det jo om levestandard og opfattelse af hvad beskæftigelse skal indebære. I min verden skal et fremtidigt job ikke blot være spændende, lærerigt, fyldt med udfordringer, oplevelser og gode mennesker - det skal også give mig mulighed for at leve et liv med en standard der muliggør rejser, oplevelser og Belanciago-tasker. For mange thai'ere er denne forståelse en helt anden. Således tænker jeg fx at damen nede på gaden, som sælger Pad-thai fra sit lille gadekøkken, opfatter sit liv og beskæftigelse som helt ok. Hun arbejder i selskab med sin familie, hun har en loyal kundeskare og hun formår at drive en forretning der løber rundt - og som tillader at hun og familien kan klare sig.
Når alt kommer til alt, så er forskellen måske ikke anderledes end den sociale forestilling vi tolker ud fra. Og som påpeget så mange gange før, så besidder thai'erne en gejst jeg ikke oplever hos mange andre. Belanciago-tasker eller ej, så har de en livsglæde der er værd at efterstræbe og hvem ved - måske er ens krav til kommende jobs ikke så hæmmende hvis opfattelsen af tilfredstillende beskæftigelse rafineres en smule? Og så er det måske slet ikke ren hyldesucces at skilte med rekordlav arbejdsløshed - en del af motivationen kan måske netop tilskrives denne statistik? Måske man skulle skifte retning til cand. merc. Pad Thai...
Jeg opfatter at Thailands arbejdsstyrke er defineret i forhold til 'alle med mere eller mindre stabil beskæftigelse' og på den vis er følgende også inkluderet i optegnelsen;
1) Samlingen af mænd med orange veste, der er i besiddelse af mere eller mindre fungerende scootere og muligvis i ny og næ anvender dem til lettere taxa-kørsel.
2) Frø-damerne der vandrer op og ned ad bl.a. Kao San og forsøger at sælge træ-frøer + andet ubrugligt håndværk. Deres salg - og indtægt - må være begrænset til medlidenhedskøb når turister - efter at være blevet nidstirret af omtalte damer tilpas længe - bukker under og køber samlingen af frøer i håbet om at få fred.
3) Security-mændene der holder vagt uden for ejendomme som fx Amarin Mansion. I døgnets 24 timer sidder de stille som statue-lignende gøglere - du tror de sover, men når du mindst venter det, så rører de på sig.
Men hertil kan niveauet for beskæftigelse og fattigdomsgrænse diskuteres. I bund og grund handler det jo om levestandard og opfattelse af hvad beskæftigelse skal indebære. I min verden skal et fremtidigt job ikke blot være spændende, lærerigt, fyldt med udfordringer, oplevelser og gode mennesker - det skal også give mig mulighed for at leve et liv med en standard der muliggør rejser, oplevelser og Belanciago-tasker. For mange thai'ere er denne forståelse en helt anden. Således tænker jeg fx at damen nede på gaden, som sælger Pad-thai fra sit lille gadekøkken, opfatter sit liv og beskæftigelse som helt ok. Hun arbejder i selskab med sin familie, hun har en loyal kundeskare og hun formår at drive en forretning der løber rundt - og som tillader at hun og familien kan klare sig.
Når alt kommer til alt, så er forskellen måske ikke anderledes end den sociale forestilling vi tolker ud fra. Og som påpeget så mange gange før, så besidder thai'erne en gejst jeg ikke oplever hos mange andre. Belanciago-tasker eller ej, så har de en livsglæde der er værd at efterstræbe og hvem ved - måske er ens krav til kommende jobs ikke så hæmmende hvis opfattelsen af tilfredstillende beskæftigelse rafineres en smule? Og så er det måske slet ikke ren hyldesucces at skilte med rekordlav arbejdsløshed - en del af motivationen kan måske netop tilskrives denne statistik? Måske man skulle skifte retning til cand. merc. Pad Thai...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar