Sidste år oplevede jeg en Muay thai boksekamp på et lokalt stadium i Thailand. Og trods den åbenlyse smerte bokserne udsatte sig selv for idet de entrerede ringen, så fascinerede sporten mig. Det faktum at det ikke bare handler om at tæve løs på modstanderen (det gør det også), men at der samtidig er noget historie, elegance og ikke mindst teknisk fundament bag sporten gør det interessant. Derfor var det også oplagt at prøve kræfter med Muay Thai, da jeg hørte at universitetet udbød sådan træning. For en månedstid siden troppede jeg derfor op - og efter lidt tids søgning fandt jeg lokationen. Idet jeg nærmede mig bygningen kunne jeg høre lyden af slag og spark, samt thailandsk musik ud af højtalerne. Jeg trådte ind i et lille rum med træningsareal, bokseudstyr og 2 blæsere til at cirkulere den tunge luft rundt. Så authentisk og så fedt. Mødet med træneren gjorde kun fascinationen større. En lille, ældre mand med et ordforråd der strækker sig til left, right, one, two. Men han er bad ass, tidligere pro og der er ingen tvivl om at han stadig har det i sig. Man gør hvad der bliver sagt og pause er når han bestemmer det. Bag den dikterende facade er der dog en virkelig rar mand og trods det spinkle ordforråd, så forsøger han at kommunikere (af og til gennem andre thai'ere der må agere tolk) og han sørger for at der en fed stemning i lokalet. Vi er en blanding af rookies der bokser for første gang og hardcore thai'ere der ved hvordan man rammer de sidste overlevende nervebaner på modstanderen.
Træningen består af grundteknik hos vores coach, Narong og derudover er der sandsække og udstyr til rådighed. For et par uger siden havde jeg min første sparring og nedbrydelsen af skinnebenenes nerver begyndte. Trods benskinner og temmelig meget mercy fra min modstander (en af de lokale og inkarnerede thai-gutter), så fik jeg gentagende gange pareret ben mod ben eller bare ramt helt fjollet, så skaden var langt større på mig end ham.
Jeg har nu efterhånden sparret med ham en del gange og kan bestemt mærke at jeg bliver bedre. Paraderne holdes oppe når man et par gange har mærket konsekvensen ved at tabe dem, mavemusklerne spændes så man undgår mavepustere og reaktionsevnen forbedres generelt. Men der er stadig lang lang vej igen før jeg ville klare mig bare et sekund i ringen i en rigtig fight. Hvert et angreb jeg forsøger er gennemskuet længe før det udføres og min krop har endnu alt for mange eksisterende nerver, som skriger på hjælp. Efter endt træning har jeg væskeansamlinger på skinnebenene og smølfefarvede ben er en del af mit nye liv som bokser. Væsken skal åbenbart fjernes med 'massage', hvilket jeg lærte da træneren hæv mine ben til sig og maste væsken ud af skinnebenene. Resultatet var en smerte jeg ikke kan beskrive, men væsken var væk. Jeg glæder mig til at blive mere hårdfør og overvejer at rulle bambus-pinde op og ned af benene ligesom de professionelle gør.
Jeg elsker den sport - og selvom ovenstående muligvis lyder makabert, så er det virkelig fedt. Der er street credit når man kommer gående i sine muay thai short (dem med bred elastik, der skal sidde langt over navlen) og ondt blik i øjnene. Det er genial træning og sjældent har puls, koordination, balance og råstyrke været udfordret så meget på én gang. De primitive omgivelser, lugten af sved og træning i 30 graders varme gør kun oplevelsen bedre - og mit konkurrenceinstinkt er sat på alvorlig prøve, men jeg giver ikke op og smerte er jo kun et udtryk for at jeg må se at blive bedre. Jeg vil derfor også stoppe her, hoppe i mit udstyr og frygtløst kaste mig ud i dagens træning. 
