lørdag den 17. oktober 2009

I den gode sags tjeneste!

Således løb undertegnede og de 3 flotte fyre på billedet rundt i Bangkoks gader sidste weekend - i forbindelse med 'the 12th Annual Amari Watergate Midnight Charity Run'. Som navnet signalerer startede løbet klokken tolv midnat, hvor ca. 5000 entusiaster var mødt op for at deltage. Ruten lød på 6 eller 12 kilometer. Med ferieben og småskader valgte vi den sikre 6'er - som skulle vise sig at være en ganske god beslutning. Til trods for tidspunktet var både temperatur og luftfugtighed i top - og trafikken var kun delvist tilbageholdt så enkelte forhindringer såsom biler, madvogne og smog var en del af legen (ja faktisk oplevede jeg at holde for en bus som åbenlyst havde fortrinsret). En ekstra lille bonus var det faktum at ruten viste sig at være 800 meter længere end angivet, hvorved den sidste kilometers spurt blev en anelse længere end planlagt. Den laissez faire tilgang til tid (thai-time) gælder åbenbart også nøjagtigheden af distancer.

Men men...høje på energidrik og hurtige kulhydrater indtaget i sidste øjeblik (ikke helt planlagt), så nåede vi alle i mål - og med tider der slet ikke var så dårlige endda. Vi var naturligvis også iført vores fineste klæder og udstyret forpligter jo. Vi gik efter betegnelsen 'swedish retards' - dog må der imidlertid have hersket lidt forvirring, idet en kvinde, som jeg henvender mig til på engelsk, slår om i tysk. Oh well, tysk og svensk er måske same same, som man siger her (?).
Efter løbet var adrenalinen på max og humøret højt. Nogen ville måske gå så vidt at sige overstadigt højt (taxa-chaufføren overvejede muligvis at køre os i lufthavnen og direkte på et fly ud af landet), men ikke desto mindre var det en fed oplevelse og bestemt ikke sidste gang at de svensk-tyske tosser har vist deres talent i den thailandske sports-arena.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar