Merry x-mas & A Happy New Year

Det er endnu ikke slut - og alligevel lidt. Mange er allerede rejst. Receptionen er dagligt fyldt med kufferter og triste ansigter. Men den hårde kerne der er tilbage og vi giver ikke slip endnu. Jeg har netop pakket det sidste af min lejlighed sammen og om et øjeblik går turen mod Koh Phangan, nytår og full moon party. Det bliver godt.

Jeg vil skynde mig afsted, så i stedet for et længere blog indlæg, så bliver dagens indspark et lille filmisk mesterværk. Bear in mind at det er min debut som producer. Enjoy!

Tacky-thai-JUL

Et lille special guest indlæg fra Vinke Kath

Er julen i Thailand tacky? Det tror jeg med sikkerhed, at jeg efter en uge i dette vidunderlige land, kan sige at den er...!

Tacky hører til i 90'erne, og her i Bangkok er det som om der er en hvis tilknytning til netop dette årti. Men det har en stor portion charme i en by, der er svedig varm, smuk, støjende, beskidt, travl og fascinerende på en gang. Nu er det jo december, nærmere bestemt juleaften, og julen skal fejres i et buddhistisk land, hvor solen bager og maden ikke bliver traditionel and eller flæskesteg. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan finde tegn rundt omkring i byen på at det er jul.

Man støder ind i guld, glimmer, lameller og falsk sne (til tider sæbebobler), der lige så godt kunne have været smidt ud med 90'ernes Buffalostøvler og raklet. Julemusikken må man heller ikke glemme, og den findes i riglige mængder, som vælter ud af højtalere på de mest mærkværdige steder (George Michael må skovle penge ind hvert år på denne tid!). Julepynten og -stemningen er dog mest intens ved alle de store malls, men kan bestemt findes mere lokale steder, som hos vores lokale kiosk.

Jeg kan ikke sige meget mere, end jeg bestemt glæder mig til at fejre jul i dette land, på en alt andet end traditionel måde. Glædelig jul til alle!

It's a wonder(ful) world

Kender I følelsen af når mængden af spørgsmål hober sig op i hovedet på én - og man ikke rigtig selv synes at kunne besvare dem? Sådan spørgsmål brydes mit hoved med fra tid til anden og tænker derfor at jeg ligeså godt kan nedskrive dem - og muligvis søge svar hos jer derude. Top of my head kommer her nogle stykker:

1. Er solfaktor 50+solfaktor 15 = solfaktor 75? Eller modsvarer de hinanden og giver faktor 35? Eller overtrumfer 50'eren underdog'en på 15, så man stadig bare lander på 50?

2. Hvorfor er alle thai-cykler indstillet til dværge? So far har jeg ikke set nogle dværge i dette land (har faktisk kun set én eneste asiater-dværg i mit liv og det var på Nørrebro), så det giver ikke mening at cyklerne har en størrelse hvor knæ ufriviligt rammer mave ved hver omdrejning. Nogen der kan forklare mig dette fænomen?

3. Durian-frugt...but why? Det lugter grimt. Det smager endnu mere grimt. Ja, det har sågar fået sit eget skilt a la 'rygning forbudt', der indikerer at her må du ikke tage din durian med ind. Hvorfor har noget menneske lyst til at spise det?

4. Vand-spuler som de fleste toiletter i Thailand er udstyret med i stedet for toiletpapir. Jeg har ikke selv kastet mig ud i at afprøve dem, men undrer mig over hvordan thaierne anvender dem - UDEN at få vand på tøjet! Og helt ærligt...det kan da ikke være virkelig rart - lidt buksevands-agtig følelse tænker jeg.

Der kommer uden tvivl flere punkter til - kom meget gerne med svar hvis du kan hjælpe mit bekymrede hoved. /ida - the troubled one

Et land af oplevelser

Hold da op, så kan man snakke om forsømt blog. Pardon en masse for den seneste tids svigt - skal ikke ske igen. Men det skal jo naturligvis ses i lyset af den kultur vi efterhånden er ganske forankrede i - og dermed også refererer ud fra. Herunder blandt andet konceptet 'thai time', hvor handling ikke altid sker i direkte forlængelse af tanke. Jeg vil faktisk påstå at det er en nødvendighed med denne tilpasning for at kunne leve her. Så dermed forklaring på de manglende skriverier.

Men for søren, der er sket en masse. Det betegner generelt livet i Bangkok, hvor hver dag byder på nye oplevelser. Nogle større end andre, men dagligt oplever jeg at falde i snak med nye mennesker, observere noget der fanger min interesse eller foretage mig noget, der på en eller anden måde er anderledes end hverdagen derhjemme. Det hænger naturligvis sammen med ens eget sind og lyst til at opsøge de nye input, men samtidig opstår mange oplevelser også qua mentaliteten i dette land. Bare inden for den sidste uge har følgende forekommet:

1. Har været til thai-bryllup. Blev inviteret af thai-ven fra boksning vis veninde skulle giftes. Det fandt sted på Oriental Hotel (et af Bangkoks ældste og fineste hoteller) - og ceremonien bar præg af afslappet receptions-stemning blandet med traditioner, ekstravagante omgivelser, smukke kjoler og lækker mad (alt fra canapéer til sushi til dim sum). I danske øjne kan det synes spøjst at være til bryllup hos helt fremmede mennesker - sådan blev det ikke opfattet her! Heller ikke da jeg fik taget billede sammen med brudeparret som af nogen burde undre sig over hvem hende den fremmede blonde pige var. Det gjorde de ikke, men takkede blot for min deltagelse. Rigtig god oplevelse.

2. Har testprøvet nye træningsfasciliteter til boksning. I forbindelse med det nuværende træningslokale er et gammelt toilet blev inddraget og udstyret med diverse boksebolde - monteret af gammel-adjan (70-årig eks-pro bokser, der indimellem kigger forbi og som besidder så meget bad-ass-pondus at man bliver helt betaget). I bedste autentiske stil - støv på gulvet, rottefælder i hjørnerne og udtæskede redskaber - fik jeg lov at tæske løs på de nye redskaber og illusionen 'million dollar baby' blev endnu mere virkelig.

3. Har spist sushi på et lille lokalt sted i det japanske kvarter i Bangkok - et sted bag nedrullede gardiner, som du kun finder hvis du ved det eksisterer og som jeg aldrig ville have opdaget hvis ikke det var for endnu en thai-ven, der inviterede mig med. Fantastisk sushi, grøn the og betjening - og et sted jeg skal tilbage til hvis ellers jeg kan finde det.

Og det er blot et udvalg af de mange oplevelser jeg gør mig dagligt i denne by. Jeg tænker at mange af oplevelserne sker på baggrund af omstændighederne for opholdet her. Samtidig tænker jeg dog også at de sker på grund af den mentalitet, gæstfrihed, nysgerrighed og generøsitet som thaierne besidder. Jeg har sjældent oplevet et folkefærd med så meget 'can do'-tilgang til livet - særligt hos dem, der synes at have rigtig lidt at møde livet med.

The calactelistic of the thai-englit languat

Our thai teachert are actuary pretty good teachert. I jut love the thai accent, so mut that I sometime forget to listen to the content of the speak. The thai-englit is like a pallarel languat. It is the dilect translation and the thai pronounsiation that amude me. But they are good teachert with a big vocaburaly and knowled.

Thai "roll" on the R wit make a L sound. So thai alway chand R and L. Pallarel (parallel), Brue Lay (BlueRay), Dilectly (Directly), Loufly (roughly), Liver lafting (River Rafting), Brakbally (Blackberry). In the beginning it sound landom but then you begin to discover the simirallitie, the callactelistic of the thai englit languat. It took some time to understand but I got there and now I jut love it.

In thai no word end on S or a S-sound. Thai cannot pronoud it. Instead they put a D sound in the end or completely "sworrow" (swallow) the sound. Acturry adjan Thammasak it vely good to pronouce the S in word that end with S-sound, however, he forget to put s'es on word in prurarid. Sometime teacher leally try to pronound the S's even if you dont have to. It id leally funny when teacher lefer to or want to chang a powerpoint slise - I alway think of pizza.
The mek (mix) of the two make it all worth go to class. This word it jut to funny to let slide: tut skleen (touch screens)- I jut laugh out loud. Im solly, it is jut to sweet.

HOT/NOT

Klokken er mange, men jeg har igen igen oplevet en masse sejt + mindre sejt, så her kommer lige en opsummering fra de forgangne dage:

Hot

1. Når ny thai ven inviterer én med til thai-bryllup

2. Når man opdager Pratanam (staves??) og en verden af god shopping åbner sig

3. Når frugtmand ved skolen gemmer sidste stykke Yam Bean specielt til én

4. Når ny underviser, der ligner afdanket Russel Crowe, viser sig at være übercool

5. Når man deltager i Bangkok Marathon og finder ud af at man stadig kan løbe (kvartmaraton godt nok kun)

Not

1. Når man har så dårlig stedsans at man farer vild rundt om den plads man egentlig skulle skyde genvej henover - og først opdager det tre kvarter efter ved at man igen står ved udgangspunktet

2. Når thai fra ens klasse lokker én til at smage lokal dip-ting, hvorefter han siger "you're gonna smell REALLY bad now"

3. Når lokal dip-ting forankrer sig i ens mund og selv efter 3xtandbørstning af længere varighed stadig synes at hænge ved

4. Når man brænder sig på glattejern + river sig på elevatordør (spørg mig ikke hvordan) samme sted på håndled og ligner lettere suicidalt tilfælde

5. Når ens computer er så varm under bunden at det føles som lettere forbrænding af lår (skal muligvis overveje ny arbejdsposition)

Sov godt. /ida

Er det unfair eller ej?

En af mine thai venner har opfordret mig til at skrive et indlæg om dette emne, så here goes - nemlig hvorvidt det er diskriminerende eller helt i orden at man som Farang (udlænding) i dette land ofte skal betale en anden pris end thai'erne.

Dette gælder bl.a. for:

1. Indgang på diverse klubber, der for de lokale er gratis, mens der opkræves et mindre beløb fra turisterne

2. Billetpris til Muay Thai fights (ca. 400 baht for lokale/1500 baht for farangs)

3. Registrering til BK marathon (500 baht for lokale/1800 baht for turister...dette var dog ikke tilfældet ved personlig registrering)

Umiddelbart virker det rigtig flabet - a la hvis København begynder at lukrere på kinesernes begejstring over den lille havfrue og opkræver gebyr for at de må kigge på den, alt imens de enkelte danskere der forvilder sig i nærheden deraf får gratis kig (eller måske endda betales for at lægge vejen forbi). På den anden side, så giver de billige indgangsbeløb nogle af de mindre velstillede thaiere mulighed for at få en række oplevelser, som ellers ville være urealistiske at få.

Polemikken, som jeg ser det, ligger i måden hvorpå man som farang opfattes som rige svin. Det er tilfældet for mange turister der kommer på ferie i Thailand - det er én stor legeplads med billige priser og alverdens muligheder. Selv som studerende oplever vi også at være velstillede og i stand til at gøre en masse, som su'en i DK ikke tillader. Forskellen opstår dog når man bor i landet. Først og fremmest fordi at legepladsen på et eller andet tidspunkt ruinerer én - men endnu mere fordi at man ikke ønsker at blive opfattet som 'turisten - det rige svin'. Således opsøger vi ikke de værste turistfælder - vi tager bussen, vi spiser fra de små gadekøkkener og vi gør en indsats for at lære at kommunikere på thai.

Når denne indsats så alligevel ikke rigtig fjerner skiltet, hvorpå der står FARANG med store bogstaver - og man fortsat betragtes som turist - så bliver det frustrerende. I bund og grund handler det jo ikke om fair-hed, men om trangen til ikke at blive betragtet som en af de mange tossede turister på Kao San (red: backpackernes tilholdssted i BK). Og jeg tænker lidt at uanset hvor mange thailandske fraser jeg mestrer, hvor store mængder ris jeg indtager og hvor mange thai-venner jeg omgås, så ændrer opfattelsen af mig som turist sig ikke rigtigt.

Men omvendt - vil en kineser i nærheden af den lille havfrue så ikke også unægteligt få sit stempel - uanset om kineseren så har boet i Danmark hele sit liv?

Når tålmodigheden ophører...

Jeg har skrevet om den før, men tænker at den fortjener et indlæg helt for sig selv. Noget så dominerende, insisterende og irriterende kan ikke begrænses til sidebemærkninger...

Jeg refererer til fuglen som driver mig til vanvid med sit daglige, skingre skrig. Den pipper eller synger nemlig ikke som almindelige fugle. Den har én lyd - tilgengæld kan den lyd skrues op i en volumen, hvor det føles som om at den har indtaget ens trommehinde. I starten havde den audiens om morgenen, hvilket kunne være til forholdsvis stor irritation, men stadig intet imod nu, hvor den har imiteret 7/11 og udvidet sin åbningstid til samtlige af døgnets 24 timer.

Jeg synes virkelig at jeg har været tålmodig. Jeg har gravet dybt i min rummelighed og forsøgt at forstå at der skal være plads til os alle. Jeg har mødt den med så positiv en tilgang jeg overhovedet formår. Men der er grænser og krigen bird vs. mankind er nu indledt. Jeg mangler blot at lokalisere hvor den helt præcist opholder sig (altså når det ikke er inde i min øregang - hvor det nok alligevel er dumt at indlede angreb). Jeg er stadig ikke sikker på hvordan den ser ud, men forestiller mig noget i denne retning:

Nogen der har set den??? Dusør udloves...

Skriveblokering

Før eller siden måtte det jo komme: Skriveblokering.

Det er ikke fordi, jeg ikke oplever noget - og det er heller ikke, jeg ikke vil dele mine oplevelser med jer. Og nej, det er heller ikke fordi, jeg ikke har nogle tanker i hovedet.
Blot fordi jeg midlertidigt er løbet tør for ord, betyder det ikke, jeg ikke kan udtrykke mig. I mangel på bedre, har jeg nemlig konstrueret et lille kreativt indslag.

Mine dame og herre. Skru op for bassen, sæt jer godt tilbage og nyd:


Live from Bangkok, 2009; a small person in a big city. 

Enjoy!

Helt ærligt...

Nu er det anden gang det sker. Først under Amari Watergate løbet og senest idag da jeg løb rundt på Thammasats løbebane...

...at jeg bliver overhalet af løber iført udtrådte flip flops. Én ting er at blive overhalet - det er aldrig rigtig fedt, men et vilkår der ville kræve væsentlig større træningsmæssig indsats at undslippe. Men noget helt andet er når det sker af lille thai-fyr, der lige så godt kunne smide fodtøjet, som en anden Kipketer i sine ikke-sponsorerede dage.

Det er virkelig flabet og talemåder som 'man skal ikke gå ned på udstyret' falmer bare fuldstændigt - og får i stedet én til at ligne en amatør-tosse, der til trods for hjælp fra luftsåler, pronations-korrigering og fancy fartstriber stadig synes at det er smadder hårdt at tonse rundt i varmen. Damn you, vel-assimilerede mennesker med indbygget Max Air i fødderne. I envy you.

Dagens filosofiske input

Til min forundring læste jeg for nogen tid siden omkring Thailands rekordlave arbejdsløshed. Kun 2.5% af landets samlede arbejdsstyrke er ikke i beskæftigelse og den statistik var langt fra min umiddelbare opfattelse. Ved nærmere eftertanke, så undrer statistikken mig dog i mindre grad. Det handler jo i grunden bare om definitioner og sociale forestillinger.

Jeg opfatter at Thailands arbejdsstyrke er defineret i forhold til 'alle med mere eller mindre stabil beskæftigelse' og på den vis er følgende også inkluderet i optegnelsen;

1) Samlingen af mænd med orange veste, der er i besiddelse af mere eller mindre fungerende scootere og muligvis i ny og næ anvender dem til lettere taxa-kørsel.
2) Frø-damerne der vandrer op og ned ad bl.a. Kao San og forsøger at sælge træ-frøer + andet ubrugligt håndværk. Deres salg - og indtægt - må være begrænset til medlidenhedskøb når turister - efter at være blevet nidstirret af omtalte damer tilpas længe - bukker under og køber samlingen af frøer i håbet om at få fred.
3) Security-mændene der holder vagt uden for ejendomme som fx Amarin Mansion. I døgnets 24 timer sidder de stille som statue-lignende gøglere - du tror de sover, men når du mindst venter det, så rører de på sig.

Men hertil kan niveauet for beskæftigelse og fattigdomsgrænse diskuteres. I bund og grund handler det jo om levestandard og opfattelse af hvad beskæftigelse skal indebære. I min verden skal et fremtidigt job ikke blot være spændende, lærerigt, fyldt med udfordringer, oplevelser og gode mennesker - det skal også give mig mulighed for at leve et liv med en standard der muliggør rejser, oplevelser og Belanciago-tasker. For mange thai'ere er denne forståelse en helt anden. Således tænker jeg fx at damen nede på gaden, som sælger Pad-thai fra sit lille gadekøkken, opfatter sit liv og beskæftigelse som helt ok. Hun arbejder i selskab med sin familie, hun har en loyal kundeskare og hun formår at drive en forretning der løber rundt - og som tillader at hun og familien kan klare sig.

Når alt kommer til alt, så er forskellen måske ikke anderledes end den sociale forestilling vi tolker ud fra. Og som påpeget så mange gange før, så besidder thai'erne en gejst jeg ikke oplever hos mange andre. Belanciago-tasker eller ej, så har de en livsglæde der er værd at efterstræbe og hvem ved - måske er ens krav til kommende jobs ikke så hæmmende hvis opfattelsen af tilfredstillende beskæftigelse rafineres en smule? Og så er det måske slet ikke ren hyldesucces at skilte med rekordlav arbejdsløshed - en del af motivationen kan måske netop tilskrives denne statistik? Måske man skulle skifte retning til cand. merc. Pad Thai...

Thai time

Så er det søndag og det betyder skole...9-16 af slagsen. Oven på en festlig nat i selskab med opgaveskrivning, så er det jo bare helt skønt at slæbe sit (muligvis ikke helt vågne) korpus over til Thammasat - for nu, 10 minutter efter at timen skulle være begyndt, stadig kun at være 7 elever og en underviser. Og endnu bedre at svaret til hvor alle andre er henne er 'men det er jo søndag - de kommer først senere'...Ahhhmen hvor fjollet kan man være at spørge ;-) (??)

Gotta love thai time...

Karma...den dumme af slagsen

Ved ikke lige om jeg er ramt af momental dårlig karma (igen), men i bedste selvterapeutiske stil, så er dagens indlæg i hvert fald lige baseret på en række 'op-ad-bakke-oplevelser'.

Starter fra en ende af:
1. Når man skal skrive aflevering om emne man virkelig ikke ved ret meget om og i skrivende stund har brugt 1000 ord på at hoppe forvirret rundt om den varme grød uden rigtig at nå ind til sagens kerne
2. Når man ikke er sikker på hvad sagens kerne er
3. Når man venter med at skrive aflevering til sidste øjeblik og stadig har overspringshandlinger i overskud
4. Når ens høflighed resulterer i at man må sluge 1 styks kokosnød - inklusiv udefinerbart indvendigt hvidt klister!!
5. Når man falder i 'snak' med fremmed mand på båd, som i dagens anledning ikke har travlt og da sagtens lige kan følge en et stykke af vejen hjem (nb! manden snakker ikke engelsk, så samtale er relativt)
6. Når man elegant vælter kaffe ud i hele sengen (hvem har dog også stillet kop der i sengen?)
7. Når ens næse er blevet solskoldet og taget farve i Rudolf-rød nuance
8. Når ens gruppemedlemmer besidder varieté af navne - og der absolut ingen sammenhæng er imellem dem (er det identitets-spaltning eller bare udtryk for virkelig underlig humor?? Sorry, men fra nu af må de finde sig i at hedde thai 1, 2, 3 og 4)
9. Når lokale mad-sted synes at man skal forkæles lidt ekstra med alt godt fra kyllingen i ellers virkelig mums suppe (hvad er der galt med bare at holde sig til det helt ordinære stykke omkring brystet på dyret??)
10. Når man stadig ikke har fået aha-oplevelse omkring opgave efter at have skrevet 10 punkters brok.

Men men men...heldigvis sker der også gode ting som:
1. Når man på uforklarlig vis har svedt ud at der ligger 1 kg matadormix i skuffen (tak til verdens bedste Pops & Bitten)
2. Når man stadig har 8 timer tilbage til at skrive opgave i (og til at få ovenstående aha-oplevelse)
3. Når man kan glæde sig til at åbne julekalender og tænde kaldenderlys d.1.december (igen tak til Pops & Bitten)
4. Når man til trods for dårlig-karma-dag stadig er tosset med Thailand og slet ikke vil hjem herfra

My Muay Thai

Sidste år oplevede jeg en Muay thai boksekamp på et lokalt stadium i Thailand. Og trods den åbenlyse smerte bokserne udsatte sig selv for idet de entrerede ringen, så fascinerede sporten mig. Det faktum at det ikke bare handler om at tæve løs på modstanderen (det gør det også), men at der samtidig er noget historie, elegance og ikke mindst teknisk fundament bag sporten gør det interessant.

Derfor var det også oplagt at prøve kræfter med Muay Thai, da jeg hørte at universitetet udbød sådan træning. For en månedstid siden troppede jeg derfor op - og efter lidt tids søgning fandt jeg lokationen. Idet jeg nærmede mig bygningen kunne jeg høre lyden af slag og spark, samt thailandsk musik ud af højtalerne. Jeg trådte ind i et lille rum med træningsareal, bokseudstyr og 2 blæsere til at cirkulere den tunge luft rundt. Så authentisk og så fedt. Mødet med træneren gjorde kun fascinationen større. En lille, ældre mand med et ordforråd der strækker sig til left, right, one, two. Men han er bad ass, tidligere pro og der er ingen tvivl om at han stadig har det i sig. Man gør hvad der bliver sagt og pause er når han bestemmer det. Bag den dikterende facade er der dog en virkelig rar mand og trods det spinkle ordforråd, så forsøger han at kommunikere (af og til gennem andre thai'ere der må agere tolk) og han sørger for at der en fed stemning i lokalet. Vi er en blanding af rookies der bokser for første gang og hardcore thai'ere der ved hvordan man rammer de sidste overlevende nervebaner på modstanderen.

Træningen består af grundteknik hos vores coach, Narong og derudover er der sandsække og udstyr til rådighed. For et par uger siden havde jeg min første sparring og nedbrydelsen af skinnebenenes nerver begyndte. Trods benskinner og temmelig meget mercy fra min modstander (en af de lokale og inkarnerede thai-gutter), så fik jeg gentagende gange pareret ben mod ben eller bare ramt helt fjollet, så skaden var langt større på mig end ham.

Jeg har nu efterhånden sparret med ham en del gange og kan bestemt mærke at jeg bliver bedre. Paraderne holdes oppe når man et par gange har mærket konsekvensen ved at tabe dem, mavemusklerne spændes så man undgår mavepustere og reaktionsevnen forbedres generelt. Men der er stadig lang lang vej igen før jeg ville klare mig bare et sekund i ringen i en rigtig fight. Hvert et angreb jeg forsøger er gennemskuet længe før det udføres og min krop har endnu alt for mange eksisterende nerver, som skriger på hjælp. Efter endt træning har jeg væskeansamlinger på skinnebenene og smølfefarvede ben er en del af mit nye liv som bokser. Væsken skal åbenbart fjernes med 'massage', hvilket jeg lærte da træneren hæv mine ben til sig og maste væsken ud af skinnebenene. Resultatet var en smerte jeg ikke kan beskrive, men væsken var væk. Jeg glæder mig til at blive mere hårdfør og overvejer at rulle bambus-pinde op og ned af benene ligesom de professionelle gør.

Jeg elsker den sport - og selvom ovenstående muligvis lyder makabert, så er det virkelig fedt. Der er street credit når man kommer gående i sine muay thai short (dem med bred elastik, der skal sidde langt over navlen) og ondt blik i øjnene. Det er genial træning og sjældent har puls, koordination, balance og råstyrke været udfordret så meget på én gang. De primitive omgivelser, lugten af sved og træning i 30 graders varme gør kun oplevelsen bedre - og mit konkurrenceinstinkt er sat på alvorlig prøve, men jeg giver ikke op og smerte er jo kun et udtryk for at jeg må se at blive bedre. Jeg vil derfor også stoppe her, hoppe i mit udstyr og frygtløst kaste mig ud i dagens træning.

HOT/NOT

Very much hot
1. Når man griner så meget at man har ondt i mavsen flere dage efter (mere af det)
2. Når søndagstimer betyder at man slet ikke har mandagsfølelse
3. At finde ud af at der er nye afsnit af Greys
4. Transportabel cocktail van i Pattaya (billeder kommer snarest)
5. Når man bliver gode venner med sushi-mand og bliver tilbudt sushi-kursus hos konen

Not so much
1. Når dør på værelse binder så meget at man har svært ved at komme ud og vækker alle i opgang når den smækkes (på den anden side lidt sej undskyldning 'Pardon at jeg kommer for sent, men jeg kunne ikke komme ud')
2. Når man ser myg på sit værelse, men ikke kan fange den - og vågner op med 7 nye myggestik
3. Når man mister sit positive mojo og ikke længere synes at fugl, der dagligt skriger foran ens vindue, lyder som om at den synger 'jump around, jump around', men bare er virkelig irriterende
4. Når der inden for en time er 14 ubesvarede opkald fra transportabel cocktail van-bartender (findes der afvænningsklinikker for folk der ikke kan holde op med at give deres nummer væk?)
5. Når man igen ikke kan have hvid bluse på i mere end 5 minutter før man spilder kaffe på sig selv (thank God for Vanish)

I den gode sags tjeneste!

Således løb undertegnede og de 3 flotte fyre på billedet rundt i Bangkoks gader sidste weekend - i forbindelse med 'the 12th Annual Amari Watergate Midnight Charity Run'. Som navnet signalerer startede løbet klokken tolv midnat, hvor ca. 5000 entusiaster var mødt op for at deltage. Ruten lød på 6 eller 12 kilometer. Med ferieben og småskader valgte vi den sikre 6'er - som skulle vise sig at være en ganske god beslutning. Til trods for tidspunktet var både temperatur og luftfugtighed i top - og trafikken var kun delvist tilbageholdt så enkelte forhindringer såsom biler, madvogne og smog var en del af legen (ja faktisk oplevede jeg at holde for en bus som åbenlyst havde fortrinsret). En ekstra lille bonus var det faktum at ruten viste sig at være 800 meter længere end angivet, hvorved den sidste kilometers spurt blev en anelse længere end planlagt. Den laissez faire tilgang til tid (thai-time) gælder åbenbart også nøjagtigheden af distancer.

Men men...høje på energidrik og hurtige kulhydrater indtaget i sidste øjeblik (ikke helt planlagt), så nåede vi alle i mål - og med tider der slet ikke var så dårlige endda. Vi var naturligvis også iført vores fineste klæder og udstyret forpligter jo. Vi gik efter betegnelsen 'swedish retards' - dog må der imidlertid have hersket lidt forvirring, idet en kvinde, som jeg henvender mig til på engelsk, slår om i tysk. Oh well, tysk og svensk er måske same same, som man siger her (?).

Efter løbet var adrenalinen på max og humøret højt. Nogen ville måske gå så vidt at sige overstadigt højt (taxa-chaufføren overvejede muligvis at køre os i lufthavnen og direkte på et fly ud af landet), men ikke desto mindre var det en fed oplevelse og bestemt ikke sidste gang at de svensk-tyske tosser har vist deres talent i den thailandske sports-arena.

Den seriøse side af opholdet

Selvom denne blog efterlader et 100% tydeligt indtryk af studielivet i Bangkok, som den rene badeferie, kan virkeligheden heldigvis også se anderledes ud - når man vælger at bringe lys over dette. Og det gør jeg tilfældigvis i dette indlæg.

Jeg har fire fag på Mahidol University, CMMU, der kører sideløbende med hinanden. De ligger fire gange om ugen (lørdag, søndag, mandag og tirsdag). Især to af fagene afspejler helt tydeligt MBA-niveauet og gennemsnitsalderen på CMMU, som faktisk er 28 år. Undervisningen er bygget op efter amerikansk læringsmodel og har særligt casestudies og gruppearbejde i fokus. Det vil sige, foruden fire fags undervisning ugentligt, er der også sideløbende gruppearbejde og casestudies samt almindelig forberedelse i pensum.

Her kommer et hurtigt overblik over mine "badeferieaktiviteter" på CMMU, samt en kort vurdering af indhold og personligt udbytte.

• Management of Innovation beskæftiger sig med Strategic Technology Management, Technology Planning and Roadmapping samt Project Management. Dr. Nathasit Gerdsri (TH) har en Ph.D. i Systems Science/Engineering and Technology Management fra Portland State University (USA), 2004.
  Teknologisk innovation, som sådan, er ikke noget, jeg tidligere har beskæftiget mig meget med og faget er meget inspirerende. Faget er på udpræget MBA niveau og det forventes, at man inddrager personlige erfaringer fra erhvervslivet i undervisningen.
  
  
• Competitive Strategy fokuser på virksomheders competitive advantage, generel strategi bl.a. strategi i krig og global strategy, samt analyse af marked og konkurrenter. Thammasak Setha-udom (TH) er foruden vores underviser, også Manager i Cementhai Chemical, Thailand.
  Competitive strategy har jeg måske beskæftiget mig med tidligere, men tilgangen til strategi gennem fx krigsstrategi samt et forløb, der næsten udelukkende er fokuseret på detaljerede casestudies, giver mig ny viden efter hver time. Adjan Thammasak er udfordrende i sin praktiske tilgang og holder et højt praktisk niveau, der gør faget ultra relevant og interessant.
  
  
• International Business Management behandler globale problemstillinger i relation til fx verdenshandel, det globale økonomiske og politiske miljø samt organiseringen af den internationale virksomhed. Fagets hæfter således international organisationsteori og strategi fast i en kompleks sammenhæng af vigtige eksterne faktorer, som virksomheder oftest sjældent har magt over. James Sullivan (CAN) har bygget faget er op om casestudies og behandler emnerne gennem reelle eksempler, der diskuteres og belyses fra flere vinkler.
  Jeg har ikke tidligere beskæftiget mig med nationaløkonomi eller staters politiske og juridiske indflydelse på international handel, men virksomheders globale kontekst er uhyre interessant, når den belyses fra andre vinkler end gennem "traditionelle" mikroøkonomiske briller.
  
  
• Cross-cultural Management er mit tungeste fag på CMMU rent teoretisk. Det er det også næsten nød til at være, for at give modvægt til det bløde, "hippie"-image, som kultur, kommunikation og religion i erhvervsmæssig kontekst ofte kæmper imod. Dr. Astrid Kainzbauer (A) har en Ph.D i International Business ved Vienna University of Economics and Business Administration, Østrig, har udgivet en række artikler om cross-cultural management, og er desuden udvekslingsprogrammernes koordinator og hovedansvarlige.
  Faget er hyper-relevant og aktuelt, da det inddrager min og mine thailandsk, franske, belgiske og japanske medstuderendes egne baggrunde i undervisningen. Adjan Astrid's undervisning giver mig ikke blot indsigt i cross-cultural management, men også i Thailand's kultur, skikke og traditioner her og nu. Faget har vist sig at være uundværligt for mit ophold i Thailand.

Muligvis går store dele af pensum igen fra tidligere semestre på CBS, men da undervisningsformen er anderledes, underviserne er anderledes og konteksten til faget er anderledes, byder indholdet alligevel på mængder af ny læring. Dertil byder projekt- og gruppearbejdet med fire forskellige grupper af thailandske studerende også på mange nye erfaringer med bl.a. samarbejde, kommunikation og kulturel forståelse.

Så hvis min "badeferie" til Thailands palmeøer skal vurderes efter det gak og gøgl, Jungle-Julia og Butterfly skriver herinde på bloggen, så synes jeg da nok, at dette indlæg er af stærk nødvendighed :)

To be Cool for School

Så er skolen langt om længe startet for undertegnede. Det har været skønt med 2 måneders fri og mulighed for at rejse rundt, men da alle andre startede skole, så begyndte en lettere rastløshed at overmande mig. Det var derfor også med entusiasme som et lille barn juleaften at jeg sidste søndag mødte op med spidsede blyanter og æbler til læreren. Det tegner lovende - engagerede og dygtige undervisere og nye perspektiver på interessante emner. En ekstra bonus er pausesnacks (kaffe og skør kage - gratis vel at mærke) - noget som CBS bestemt kunne lade sig inspirere af.

Vi er en del internationale på holdet og er blevet taget godt imod af thai'erne, der meget gerne vil lære os at kende. De er imødekommende, interesserede og meget hjælpsomme - og så sent som igår havde de arrangeret en get-together på en nærliggende bar, hvor vi i bedste thai-stil blev introduceret til vandpibe og vodka-shots (sidstnævnte var et nødvendigt ritual for accept...so I was told and so I had to obey). Virkelig ikke godt, men hvad gør man ikke for at opnå street-credit fra sine medstuderende;-)

/En lettere medtaget Ida - som inden længe vil trodse træthed og løbe en tur i Bangkoks gader i den gode sags tjeneste. Mere om det i morgen - så stay tuned.

Hvor tiden står stille...

Som de fleste storbyer, så rummer BK også en række oaser, hvor byens larm og kaos kommer på afstand. En af disse oaser er Lumpini Park, der er velbesøgt af turister såvel som lokale. Særligt de lokale kommer her for at dyrke motion og en eftermiddag i parken bød på udsyn til alt fra motionsløbere, sportsdansere og vægtløftere. Sidstnævnte fandt sted under åben himmel, hvor træningsfasciliteter fra begyndelsen af forrige århundrede var opstillet og flittigt benyttet af Bangkoks hardcore drenge. Kombinationen af sved, stål og udvaskede tattoos satte agendaen for stedet og det var som taget ud af en asiatisk mafioso-film. Af ren betagelse observerede vi fra sidelinien (og sneg os til et par billeder), men ikke mere diskret end at vi blev opdaget – og inviteret til at joine. Iført kjole og ballerina-sko afviste jeg tilbudet, men næste gang jeg kommer forbi Lumpini Park, så er det i rette påklædning - og jeg tænker at Jane Fonda kostume må være passende og stadig tilpas innovativt for stedet.

R.I.P. Guetta

De sidste dages manglende indlæg skyldes den sørgelige omstændighed at Guetta er afgået ved døden.

Nogen ville måske gå så vidt at kalde ham en døgnflue, men nærmere omstændigheder omkring hans død står hen i det uvisse og en sådan (negativt klingende) titel synes derfor ufortjent. Ligeledes kan ejeren ikke beskyldes for fejlagtig adfærd i denne sag og konklusionen må således være at Guetta følte sig draget andetsteds hen (Mekka, Buddha-land eller noget tredje).

Bisættelsen har fundet sted og på familiens vegne takkes for de mange konduleringer. Tilbage er der kun at sige: rest in peace, du kære supersized guldfisk. Det var hyggeligt så længe det varede.

Catching the flipside

Selvom at Bangkok er nok så fed en by, har den en også en bagside. Hvor der er fest, kommer der tømmermænd og hvor der shoppes, bruges der som bekendt også penge.

Der er ting, jeg ikke havde regnet med at blive træt af, og der er ting, jeg bare aldrig overvejet, at jeg kunne blive træt af. Jeg er blevet ufattelig træt af at drikke flaskevand. En irriterende udgift, når jeg er vant til at vand er gratis - og tilmed med en kedelig smag og en kedelig farve.
Alternativerne for væske er mange, men ikke alle er lige sunde, eller lige ansvarlige. Efter lange overvejelser faldt mit alternative valg på saftevand, vel at mærke af en type uden sukker såsom fx Fun Light. Men det skulle vise sig, at være sværere at finde end forventet.
Juice tilsat alverdens forbedrende egenskaber (jeg nævner i flæng Omega-3, fiber, collagen og vitaminer) er der dog et rigt udvalg af. Det er bare anstrengende at drikke i længden, for ikke at sige; sødt. Så jeg døjer med flaskevandet,indtil en ny mulighed skulle fremkomme..
----
Jeg havde aldrig overvejet, præcis hvor træt jeg bliver af at blive anset som turist. Jeg har, hvis jeg selv skulle sige det, næsten opnået titlen "Master of Public Transport in Bangkok", så nej, jeg skal hverken have en tuk-tuk eller en taxa. Jeg er skam helt forvent med det offentlige transportsystem. Jeg kan endda forklare billetdamen, hvor jeg skal hen på Thai, når hun spørger - på Thai.
Jeg må lære at sige "Nej, ellers tak, jeg tror sørme, jeg vælger at tage bussen hjem fra studiet i dag, men måske en anden dag" til taxachaufførerne. På klingende Thai selvfølgelig.
Selvfølgelig er der tider, hvor det har sine fordele at blive anset som turist, som fx når bus-damen, i sin iver for at hjælpe os af bussen på det rigtige sted, glemmer at tage betaling for billetten. Så sparede vi de 1,10 kroner.

Dagens hot/not

Hot
1. At mani/pedi-dame spørger om man vil have samme farve som sidst (det kalder jeg CRM)
2. At ødelagt fan blev byttet uden spørgsmål (behøvedes ikke engang at komme op med en røver - muligvis ikke Tescos skyld at den ikke var samlet helt korrekt, så den dansede hen ad bordet og ødelagde sig selv).
3. Når det lykkes at samle ny og fin fan i første forsøg - og den fungerer!
4. At finde ud af at der går mange flere busser end man regnede med (ventetid kunne være undgået ret meget)
5. At Guetta er begyndt at indtage mad (han skulle bare lige assimileres til de nye omgivelser)

Not
1. At vente 45 minutter på bus (ren stædighed og økonomisk overhovedet ikke rentabelt hvis ventetid holdes op mod de baht der spares ved bus i fht. taxa/scooter)
2. Når man misser bus fordi man får flue i øjet og ikke kan se noget i de sekunder det tager bussen at drøne forbi (helt ærligt - kan man tale om dårlig timing??)
3. Når fremmed thai følger efter en rundt i shopping-mall fordi han gerne vil lære engelsk - og stiller mystiske spørgsmål i forsøget på at holde samtalen kørende og først holder op med at følge efter når han har fået lov at følge en til bussen (skulle slet ikke hjem altså...)
4. At Guetta kræver ret meget mere arbejde end beregnet (vidste da ikke at sådan en skal have gjort rent i tide og utide??)
5. At Starbucks ikke bringer ud

Sig go'dag til Guetta...

Efter den sidste tids rejseri er vi nu retur i BK - på mere permanent vis (det der skole er startet for nogen og gør det om lidt for andre). Vi er derfor også flyttet ind i vores lejligheder/studios i Amarin Mansion. Stedet er et nyopført lejlighedskompleks i området Pinklao, der ligger i det vestlige BK (tror jeg nok). Vi har hver vores lejlighed, men på samme etage og kan droppe ind hos hinanden når vi vil. Helt campus-agtigt og så fint.

Nybyg og standard-interiør er dog sjældent rigtig hyggeligt og vi har derfor hver især forsøgt at skabe lidt hjemlighed. Julie har, som beskrevet i eget indlæg, omgivet sig med hus-alter og åndelighed. Tina er ude i noget amerikansk diner-stemning krydret med lettere stilforvirring i form af multifarvet sengelinned (for diner-stil er jo i sig selv stilrent). Jeg var den heldige kartoffel, der var i IKEA i KL og som derfor har både fint sengesæt og sengetæppe. Jeg har - trods IKEA, lime-grønt service (i ægte plastik) og levende lys - dog følt at der manglede lidt stemning i mit hjem. Men det er der nu fundet en løsning og må jeg have lov at introducere jer allesammen til Guetta - min nye roomie. So far går vi fint i spænd - han forholder sig stille og roligt, er for det meste enig med mig og det skal nok blive rigtig fint mellem ham og jeg.

Alt for nu. Jeg vil i Tesco og købe alle de ting jeg glemte sidste gang (og gangen før da - tror jeg husker indkøbsliste idag).

/Ida

BKK by night

Regn, regn og mere regn

Var egentlig på vej afsted - hjem fra drengene, hvor jeg endnu en gang har inviteret mig selv på besøg (sådan må det være når man har pool, gym og stabilt internet...) - da himmelen valgte at blive kulsort og fyldt med regn. Og når det regner i BK er det ikke for børn, så hjemtur må lige vente et øjeblik - og i stedet skal bloggen belønnes med et indlæg. Mit hoved synes dog at arbejde på lavtryk og kreativiteten er indskrænket til endnu et hot/not indlæg.

Hot
1. Roomservice (ja, udover ovennævnte benefits, så har drengene også roomservice - og endda til thai-priser)
2. Rengøring til 200 bahtman på Amarin Mansion hvor vi bor (et par og tredive kroner...ja tak)
3. Internet (indrømmet - jeg er afhængig og bliver helt glad når jeg er i nærheden af internet. Særligt når det oven i købet virker som det gør lige nu)
4. Scootertaxaer (fordi de ikke lader sig kue af rushhour)
5. Nyindkøbt harddisc (og film-pushere, så den nu er fyldt op med underholdning)

Not
1. Regn (fascinerende i starten, men nu må det stoppe)
2. Herreløse hunde (generelt aldrig fan af hunde, men udhungrede, loppebefængte, mutant hunde er da helt slemt)
3. Kakkelakker der jagter én - eller ved nærmere eftertanke: alle kakkelakker!
4. Durian-frugt (fy for søren - og sorry kioskmand hvis gulv jeg kom til at spytte et bolche ud på...det var ikke pænt gjort, men en handling uden for min magt)
5. MAC (hvis dette indlæg aldrig bliver publiceret, så er det fordi jeg skriver fra en mac - og det er jo verdens mest ulogiske computer)

Spirit houses og altere

Alle gode buddistiske thailændere benytter spirit houses og byens mange altere. Spirit houses bliver bygget, når en bygning bliver bygget. Først bygger man et spirit house, så ånderne ikke forstyrrer den egentlige bygning, dels under arbejdet men også fremover.
Thailænderne plejer og ærer deres ånder ved at tænde røgelse på disses altere og sætte vand og drikke frem til ånderne. Det er derfor helt normalt, at der står en Fanta med et sugerør og en lille skål med mango på alterne. Ånder kan åbenbart lide, hvad almindelige mennesker kan lide, så selvfølgelig kan de drikke de en dåse Fanta.

Skik følge eller land fly, som man siger. Derfor er jeg nu igang med at opbygge mit eget lille alter. Ingen ånder skal forstyrre min værelse og jeg vil gerne være med til at ære og pleje dem.
Mit alter ser sådan her ud i øjeblikket:



På mit alter har jeg nu en lille sort træ Buddha, min lyserøde plastic ramme dekoreret med roser med Chang på billedet og en træ gude-elefant, to hvide og blå vinkekatte-figurer, en skildpadde, en perlekæde, tre fyrfadslys og et billede af mig selv med en slange omkring mig. Desuden har jeg et stykke koral og en konkylie, jeg har fundet på stranden. Chang må nok vige pladsen af et billede af kongen på et tidspunkt.

Georgetown by night

 

KL - alt det gode plus lidt mere

Bangkok er fantastisk (min begejstring er stadig stor efter en måned der). Men følelsen, da vi forleden landede i KL, af at være i en storby hvor du kan trække vejret - ja, det er altså ret fint og noget jeg ikke vænner mig til ved Bangkok.

KL er på samme måde hektisk og indebærer en rushhour der ofte synes at stå på døgnet rundt. Men det muligt at gå rundt uden fornemmelsen af lungekollaps og smog-bad. At der stadig hersker en imødekommenhed, venlighed og mangfoldighed, som kun findes få steder i verden, det giver byen en stjerne i min bog - og en højt rangeret plads på listen over favorit-steder.

Og for lige at afslutte med en snert af chick-habit, så er der fantastisk shopping her - det varmer mit tøse-gen, der var lettere stresset over det resterende udvalg af asiater-mode ("er det en kjole eller er det en mavebluse...??"). Anywho...jubiii!

Fryse paa dansk

I Thailand og Malaysia skal air-con paa offentlige steder (saa som i Malls, biografer, butikker, busser og baade) helst overdrives i saadan en grad, at jeg nogengange oensker jeg havde min vinterfrakke med fra Danmark.

For at holde varmen (hvilket ikke paa noget tidspunkt faktisk lykkedes) klaedte jeg mig paa baaden fra Langkawi til Penang (Georgetown) fx ud i: traeningsstroemper, sneakers, bagpacker bukser, traenings-heldragt, t-shirt, langaermet t-shirt, kasket, haandklaede over benene og pude (til naiv beskyttelse fra air-con'ens kolde og direkte vinde).

Tina var udklaedt i: guld balarina sko, sokker, tynde lange bukser, stropbluse, t-shirt, toerklaede, langaermet t-shirt, cardigan og tynd laederjakke.

Ida kapitulerede og ville hellere staa udenfor paa daekket i varmen og blive vaad og fra boelgesproejt og vindblaest end at fryse paa dansk i en overkoelet siddekabine.

Vi stod af baaden i Georgetown med et lettet suk, og med blaa laeber, klaprende taender og en halsbetaendelse paa vej.

Charlies Angels Going Under Water

Sidder i skrivende stund og nyder morgenmad og kaffe, inden vi bliver hentet af Ricky, vores dykkerinstruktør. Vi befinder os pt. i Langkawi, Malaysia - en skøn ø med smuk natur, flinke mennesker og hyggelig raggae-stemning. Det bedste af det hele er dog at vi langt om længe er igang med at tage dykkercertifikat - noget vi alle har drømt om i mange år og først nu fået taget os sammen til. Vi tager et intensivt kursus på 4 dage - 1.dag stod på teori + test (lang dag, trætte hoveder og for lidt søvn, men vi bestod alle tre), 2. dag (igår) var test-dyk. Dette skulle have været foretaget i pool, men da denne er under renovation, så testede vi i stedet os selv og udstyret i havet. SÅ MEGET FEDERE og vi er mere end parate til de 3 (rigtige) dyk der venter os i dag. I morgen yderligere 2 og så kan vi kalde os certificerede openwater divers.

Vi er alle lige så euforiske efter test-dyk, som vi regnede med at være og det kan kun blive bedre - er jeg overbevist om. Meget mere om dette senere, men skal til at gøre mig klar. Slutter lige med en hot/not over Langkawi - bare for opsummeringens skyld:

Hot:
1. Dykning (need not say anymore)
2. At alle i byen hilser på os og lader til at synes vi er super - til trods for at have været über-pestilenser på 1.dagen, hvor vi ledte efter bolig og dykkerskole (og naturligvis pressede priserne som vi kan det bedst)
3. Havregrød til morgenmad (mums og perfekt til det dykkende folk)

Not:
1. At vi ufrivilligt deler hytte med 4.mand, Oscar (og at han fylder forholdsvist meget - optager i perioder store dele af køkken/bad sektion + hel seng...vi har forsøgt med husmøder, men Oscar - en fuldfed kakkelak - synes at være ligeglad med både vores følelser samt mindre doser bug-spray)
2. Bespisning under gårsdagens dykkertur (tre sultne piger havde virkelig set frem til lækker frokost, men blev mødt af kold friture kylling og pasta-halløj med så meget hvidløg (på den dumme måde) at vi må have skræmt op til flere fisk langt væk...Kære Buddha eller hvem der lytter: giv os i dag vort daglige brød - på en delikat måde)
3. At vi tager certifikat med en umoden englænder, der konstant kommer for sent og spilder vores tid (han får skiftevis silent treatment og onde øjne)

Alt for nu. Off we go.

/Ida (en af Charlies 3 engle - i følge Ricky)

Top 5

Favorit-hit
1. Pad-thai+frugtvogns-damer (særligt når ens lokale hilser én godmorgen)
2. 7-11 shopping (man kan aldrig få for mange 10 bahts snacks)
3. "Fix-us"-treatments (behøver ingen forklaring)
4. Cykler med passagersæde monteret bagpå (skal vi helt bestemt eje)
5. Buckets (socialt, delikat og originalt)

Flip-side
1. Kakkelakker, myrer, kokosnødder og andet farligt (flere nærdød(nød)soplevelser er registreret)
2. Toilet-forhold (forstår ikke det med hul-i-jorden??)
3. Tørret reje-ingrediens i papaya-salat (så meget bedre uden de små salte sataner)
4. Beskidte tæer (ikke særlig sex-factor)
5. Mangel på fortegnelse over busser i BK (beskrevet i tidligere indlæg)

Når det sultne spøgelse åbner sine øjne

Georgetown er noget for sig selv. Med fare for at lyde som en kliché, vil jeg beskrive Georgetown som et patchwork af forskellige religioner og kulturer i en fantastisk farverig blanding.
Little India, Chinatown, Amagerbro torv, europæisk storby. Alt samlet på en gåtur på 2 timer.

Efter at have spist os stopmætte på en meget helt fantastisk (og meget billig) indisk restaurant, efter at have passeret Ramadanen's aftenmesse i byens store, smukt oplyste Moske, og efter at have passeret en malaysisk "open-air" koncert (som nærmere lyder som dårlig Karaoke), bliver vi draget af lyden af kinesisk slagtøj. På sidegaden til Karaoke-støjen er en masse kinesere samlet i optog, der lige er ved at sætte igang.
Det er det sultne spøgelse, der fejres, oplyser en tilskuer mig. De er ved at starte optoget, som fører til spøgelsets "alter", hvor det skal fodres med røgelse og frugt (det er et meget sultent spøgelse, hvis man tager mængderne af røgelse i betragtning). Vi bliver inviteret til at følge med optoget, og vi takker tøvende ja.

Vi ender sammen med optoget i en baggård, hvor et stort alter er opstillet og pyntet efter alle kinesiske kunstners regler. Luften er tyk af røgelse og lyden af slagtøj.
Ceremonien varer tre dage og imorgen åbner det sultne spøgelse sine øjne. Helt hvilken betydning det har, ved vi ikke. Men det afsluttes med en kæmpe fest. Vi står og ser nysgerrigt på, da der bringes offergaver. Tilskuerne tager herefter, efter tur, en håndfuld røgelsespinde og går op til spøgelset for at fodre det. Vi bliver tilbudt at deltage i fodringen, men siger pænt nej tak. Røgelsen er ved at få taget på os, og vi lister stille af med et løfte om at overveje at komme tilbage imorgen, når spøgelset åbner sine øjne. Desværre ved vi, at imorgen sidder vi på Langkawi.

På turen tilbage (som udvikler sig til en detour til Amagerbro torv aka. brunt bodega med "Hotel California" i højtalerne, sport på TV'et, tags på toiletternes vægge og en tung lugt af gammel røg i lokalerne) ser vi flere steder aftenens fest for det sultne spøgelse udspille sig i sidegaderne. Dette, alt imens Ramadanen parallelt afvikles uforstyret og Little India hylder Krishna, Shiva, Vishnu i Georgetowns rolige gader.

1,2,3...go!

Efter en måned er det slået fast at fire piger tager omtrent lige så lang tid om at komme ud af døren, som det tager en thai at multitaske. Dette til lettere frustration for nogen, men nok en omstændighed, der er svær at ændre ved de forhold vi har rejst under. Anywho, ikke desto mindre har det vist sig at selvsamme piger rent faktisk også kan præstere rekord i speed-påklædning-nedpakning-udflytning. Vi er taget til Malaysia og skulle fra Georgetown til Langkawi med dagens eneste båd-afgang i morges kl.8.15. Da vækkeuret ringer kl.6.45 har jeg en underlig fornemmelse om at noget er galt...der er for lyst uden for...?! Rigtig nok har tosse 1,2 og 3 befundet sig i Malaysia i et døgn uden at registrere at der er en times tidsforskel;-) Altså var klokken ikke længere kvart i god tid, men derimod kvart i f...-stå-op-løb...NU!

Og ved I hvad - vi nåede det! Sidder i skrivende stund i Langkawi, nyder en latte på Starbucks (oh yes, så er livet godt igen) og undersøger hvor vi skal tage dykkercertifikat de kommende dage. Meget mere om det - nu tilbage til kaffe og optur over at have nået båd og rent faktisk være ankommet hertil.

/Ida - med 2.dags tøj, frisure og nytestet maxpuls

Fordi vi kan

Thai'ernes overbevisning om at der altid er plads til én til (en af de seneste observationer var fx en familie på 4 monteret på et styks scooter) har afledt et motto, en devise om man vil, som vi har valgt at benytte i flere sammenhænge. Således har vi blandt andet boet mere end tæt gennem de sidste uger (hvorfor have flere værelser når vi kan bo oven i hinanden?), delt alt fra buckets, tøj og intimsfære, samt prøvesmagt samtligt indhold af 7-11's snack-beholdning. Og ikke at glemme, så har vi gjort de lokale kunsten efter og præsteret at være 7+chauffør i en taxa. Som sagt - der er altid plads til én til.

Senest skal der lyde en tak til de dejlige drenge der gav os husly i nat - og som til gengæld nu ved at deres stue kan rumme 2xdobbeltsenge + x-antal overnattende gæster. Det er da fint.

Fest og farver

Buckets kan komme i mange stoerelser. Den mest almindelige er en spand med en diameter paa ca. 20 cm og ca. 25 cm. dyb. Den er lavet af farverig plastic og har en fin hank, som gerne er en anden farve. Min yndlings-farvekombination er groen spand og roed hank. Farverne paa spandene signalerer dog ikke indholdet, saa lad dig ikke snyde paa spandens udseende.
Helt i den danske aand var vi nogle, der foelte os noedsaget til at forbedre bucket-konceptet en smule. Den almindelige standart-bucket blev erstattet af en stoerelse der kunne forveksles med en almindelig rengoeringsspand med en diameter omkring 40 cm og en dybde omkring 50 cm. Men tag ikke fejl! Det er IKKE en rengoeringsspand og indholdet er bestemt ikke rengoeringsvand. Farverne kan, ligesom med den almindelige standart-bucket, variere. Vi har dog kun haft erfaringer med en gennemsigtig-hvid een af slagsen med blaa hank. Den kan anbefales.
Om faa dage vil vi foretage et naermere studie af buckets af standart stoerelse. Analyse af data samt konklusioner vil blive praesenteret her paa siden.

/Julie

No no, I'm not a tourist...overhovedet!

Bangkok er hektisk, beskidt, kompleks og helt fantastisk. Med baby-steps er vi ved at lære dele af byen at kende og moralen er at for hver gang vi farer vild, desto bedre bliver vores geografiske forståelse (op ad bakke med min stedsans, men sådan er det). Jeg elsker denne by!

Vi vil ikke være dumme turister, hvilket betyder nul taxa (altså næsten) og derimod bus, båd, skytrain og ikke mindst scooter. Det er en udfordring, da BK for some reason er løbet tør for kort over buslinier (vi beskylder taxa-mændene for at stå bag udrydelsen til egen fordel) - i hvert fald har vi ledt 700 steder og den eneste gang det er lykkedes at finde et sådan buskort, så var det ikke til salg. Oh well...det skal ikke knække os og vi er i stedet gået i gang med at kreere vores eget og skriver alle buslinier mellem vigtige destinationer ned. På et eller andet tidspunkt må det give en idé om hvad der kan anvendes (??)

Derudover er opfattelsen af kort-aftegnelse heller ikke altid helt stabil og man oplever af og til at forskellige kort ikke stemmer overens. Det har resulteret i et par de-tours, men også tilhørende styrkelse af stedsansen. Det hele ville være en anelse lettere hvis vi kunne thai. Der findes nemlig ikke en standard for oversættelse af thai, hvorfor et ord kan staves på mange forskellige måder og dermed give en del forvirring. Heldigvis er thai'erne verdens mest hjælpsomme folkefærd og hvis man spørger om råd, så går de all in for at hjælpe (og man kan være stensikker på at de vil prøve at hjælpe - ikke nødvendigvis retvisende, men at sige noget, det er bedre end ikke at gøre noget...ja, det er nemlig så...når man er thai;-)). Gotta love it.

/Ida

PROLOGOS

Så er det endelig blevet tid til opstart af denne - længe ventede - blog. Her kan I følge med i vores liv i Bangkok og Asien. I forsøget på at undgå 'dear-diary-gabende-lange-anekdoter', så vil strukturen være tema-opdelt. Eftersom vi allerede har været her i 3 ugers tid (og oplevet tilsvarende meget), så vil kronologikken ikke være slavisk. Vi vil dog forsøge at kompensere for manglende mails i de forgangne uger og kondensere indholdet af vores udskejelser.

Hermed hjerteligt velkommen til Jungle Julia og Butterfly's blog. Vi håber at underholde, informere, chokere og ikke mindst give indblik i vores liv som semi-asiatere.

เพลิดเพลิน (red. god fornøjelse)

/Jungle Julia & Butterfly